Forårsudflugt i Siemens Seniorklub til Rosenborg Slot 13.03.2018


Seniorklubben havde tirsdag den 13.03.18 inviteret til en lille forårsudflugt til København.

Invitationen lød på museumsbesøg med efterfølgende frokost, og ligesom med udflugterne sidste år, var denne udflugt for egen regning bortset fra rundvisningen og entreen til museet.
Udflugten gik til Rosenborg Slot i København, og der var tilmeldt 35 personer, som imidlertid i de sidste par dage op til datoen blev reduceret til 33.
Mødetidspunktet var kl. 10.45, og da vejret ikke rigtig i år følger kalenderen, som siger forår, blev vi alle lidt kolde inden starten for rundvisningen, for det var en bitterlig kold morgen.

Kl. 11.20 og kl. 11.30 skulle vore 2 rundvisninger starte, og vi blev derfor delt op i 2 hold, som hver især fik en rundvisning på det fantastiske slot med Kongernes Samling i kronologisk rækkefølge, riddersalen og til sidst skatkammeret med kronjuvelerne.

Det 400 år gamle renæssanceslot blev bygget af Christian 4., der med sin farverige personlighed satte et stærkt aftryk på Danmarkshistorien. Christian 4. var meget glad for at opholde sig på Rosenborg, som hurtigt blev hans yndlingsslot og rammen om mange vigtige begivenheder.

I dag kan besøgende rejse tilbage i tid og fornemme det kongelige liv til hverdag og fest gennem Christian 4.s og hans efterkommeres ejendele. Stuer og sale vidner om pomp og pragt, men også om særheder, hemmeligheder og et verdenssyn, der på nogle måder minder om vores – og på andre ligger milevidt fra.

De danske kronjuveler er resultatet af generationer af dronningers og en enkelt prinsesses store interesse for smykker og ædelstene.

Kronjuvelernes historie starter med Christian 6.s dronning, Sophie Magdalene. Hun var blevet enke i 1746 og regnede med snart at skulle dø af sorg. Derfor skrev hun sit testamente, hvori hun bestemte, at hendes smykker ikke skulle gives til en bestemt person, men altid være ”ved kronen”. På den måde ville der altid være pragtsmykker til rådighed for den til enhver tid siddende dronning. Smykkerne har været anvendt og ombygget i forhold til tidens krav, og nogle dronninger brugte dem ret meget, andre næsten ikke.

Frederik 8.s dronning, Lovisa, interesserede sig meget for kronjuvelerne og definerede hvilke smykker, der var kronjuveler og lagde nogle af sine egne smykker til. De smykker, hun supplerede med, er udstillet på Amalienborg. På Rosenborg findes der fire smykkesæt, der betegnes kronjuveler. De har alle fået deres nuværende form ved Christian 8.s dronning, Caroline Amalie, som fik dem redesignet i 1840’erne, men flere af stenene er langt ældre.

Kronjuvelerne må kun anvendes af Dronningen og kun inden for rigets grænser. De er typisk i brug et par gange om året. Der bæres altid kronjuveler ved Nytårskuren, og ellers kan det være ved statsbesøg, særlige begivenheder i familien eller lignende. Fx blev de store perler og rubinerne, smaragdsættet og brillantsættet alle båret i forbindelse med Kronprinsparrets bryllup i 2004.

Efter godt en times rundvisning begav vi os afsted til restaurant Under Uret på Sølvtorvet, hvor frokosten skulle indtages kl. 13.00.

Da alle var ankommet til restauranten, blev der bestilt øl og vand, humøret var højt, og snakken gik ganske ubesværet, og efter et lille stykke tid ankom de 2 forudbestilte frokostanretninger, som blev spist med god appetit.

Efter nogle timers hyggeligt samvær blev der almindeligt opbrud, og man begav sig lidt efter lidt ud i det kolde og stadig ikke helt fine forårsvejr for at påbegynde hjemturen.

På bestyrelsens vegne
Anne-Marie Kristensen

Se billeder fra turen