Årets skovtur gik til Frederikssundområdet.

Vi mødtes foran Siemens i Ballerup kl. 9.45, hvor bussen ventede på os.
Vi kørte direkte til parkeringspladsen ved Jægerspris Slot. Der var indregnet en ½ times pause, hvor vi fik serveret lidt drikkevarer, mens vi fik hilst på hinanden.


Første punkt var en omvisning på Jægerspris Slots Museum.
Kong Frederik VII købte slottet i 1854 på Louise Danners fødselsdag, og det fungerede som kongens private bolig og siden som enkesæde for grevinde Danner.
Vi blev delt op i to grupper og fik et godt indblik i parrets liv på slottet og grevindens senere arbejde for at skabe Børnehjemmet Danners Børn til gavn for fattige og efterladte piger. Målet var at uddanne dem til dygtige tjenestepiger. I 1886 boede der 338 piger på slottet. Der er i dag stadig børnehjem på slottet, men nu også for drenge.
Vi fik set kongens og grevindens mindestuer, audienssalen, arbejdsværelserne, pibe- og våbensamlingerne og fik fortalt meget om livet på slottet og om pigernes liv.

Efter denne rundvisning kørte vi til havnen i Frederikssund, hvor der ventede os et lækkert koldt bord på restaurant Toldboden med en smuk udsigt til havnen. Der blev serveret vand, øl, vin og snaps efter eget valg til maden. Der var afsat 1½ time, vi nåede kun lige at få kaffen, inden vi måtte afsted til næste programpunkt.

Bussen kørte os derefter det korte stykke til J.F. Willumsens Museum. Her blev vi igen delt op i to hold.


Willumsen havde store planer for sit museum, men først i 1957 lykkedes det at få accept fra Frederikssund. Han døde i 1958 i Cannes og nåede ikke at se det færdige museum. I 2005 udvidedes museet med en tilbygning, så det i dag er næsten 3 gange så stort.

Vi fik set hans hovedværker. Det Store Relief, Badende Børn på Skagen strand, Kongesønnens Bryllup m.v. Museet har en meget omfattende samling stående i depot, som vises på skift.

Efter omvisningen var vi godt trætte oven på de mange informationer og den gode frokost.

Vi fik et godt indblik i Frederikssunds seværdigheder.
Bussen kørte os direkte hjem til Siemens i Ballerup.

Billeder fra turen