Blog Image

blog-seniorklubben

Brug af bloggen

På bloggen finder du de seneste nyheder fra bestyrelsen, det kan være arrangementer, beretninger fra ture, mærkedage og Siemens nyheder, f.eks. direktionens nyhedsbrev.

Tilbage til Seniorklubben

Beretning fra skovturen 2016

Beretninger Posted on Tue, May 31, 2016 10:18:12

Siemens Seniorklub Maj 2016

Herlufsholm

Den årlige udflugt for alle Siemens pensionister, som Siemens Seniorklub hvert forår arrangerer for Siemens, fandt i år sted tirsdag, den 10. maj 2016, og turen skulle i år gå til Herlufsholm Skole i Næstved med efterfølgende spisning på Restaurant Fjord, Næstved Golf.

I betragtning af den forholdsvis lange transporttid, ca. 1 time 15 min., havde vi i år sat mødetidspunktet til kl. 09.00 ved Siemens på Borupvang 9, og allerede før kl. 09.00 var der mødt rigtig mange glade mennesker op.
Vejret var i år også med os, solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var helt sommerligt, så humøret var i top, og snakken gik, både inde ved receptionen og blandt dem, der stod udenfor.
Der var tilmeldt 72 personer til turen, men som altid er man ikke herre over sygdom og lignende, så vi endte på 68 glade personer, hvoraf nogle få havde valgt at møde op direkte i Næstved af praktiske hensyn.

Bussen kom, og der var planmæssig afgang kl. 09.15.
Kort efter start bød Seniorklubbens formand, Steen Rehøj, velkommen og gav lidt praktiske detaljer om dagens forløb. Derefter gik snakken igen, alt imens bussen kørte mod Næstved.
Planmæssig ankomst til Herlufsholm var der derimod ikke, da det viste sig, at der var noget vejarbejde med omkørsel, som forsinkede os, og ydermere en bro, som var for lav til, at dobbeltdækkerbussen kunne komme under.
Så vi blev en smule forsinket i ankomst, men det tog vores vært med godt humør.

Vi skulle have rundvisning på skolen af stedets tidligere præst, Eilif Kristensen, ad 2 omgange, idet han ved hver rundvisning kun kunne have et begrænset antal personer med.
Men den gode “emeritus” viste sig at være en ren gevinst for en sådan rundvisning og en sand humørbombe med megen humor, og han loddede ret hurtigt stemningen og fandt ud af, at han sagtens kunne “råbe” hele forsamlingen op på én gang, så han besluttede at tage rundvisningen ad én gang, og vi fik således mere tid og flere informationer.

Det var en super interessant rundvisning på stedet, hvor vi fik set kirken og det meste af skolen, samtidig med at Eilif Kristensen fortalte om Herluf Trolle og Birgitte Gøye, som i 1565 havde grundlagt skolen, først som kostskole for drenge og fra 1985 også for piger. Fra 1966 blev der optaget dagelever i gymnasiet, både drenge og piger, og i dag er antallet af kostelever og dagelever samt drenge og piger fordelt nogenlunde ligeligt på skolen, inklusive en prins, som Eilif Kristensen nævnte, idet prins Nikolaj går på gymnasiet der.

Efter den fantastiske rundvisning samledes vi på græsplænen ved en lille pavillon, hvor der var øl, vand, vin og snacks, og snakken gik igen. Stemningen kunne ikke være bedre.

Spisningen skulle foregå på Restaurant Fjord, Næstved Golf, kl. 13.00, hvortil vi ankom efter en kort køretur.
Frokosten stod parat på en buffet, rigtig dejlig mad med sild, fiskefilet, flæskesteg og meget andet godt, og de næste par timer gled mad og drikke ubesværet ned, alt imens snakken stadig gik, og det gode vejr blev nydt for nogles vedkommende med kaffe og te på terrassen.

Derefter gik bussen mod Karrebæksminde havn, hvor vi havde en halv times fritid til at gå lidt omkring, strække benene og kigge på folkelivet, hvorefter turen gik hjemad mod Ballerup i myldretiden. Vi ankom henad kl. 17.30 på Borupvang efter en oplevelsesrig dag med masser af solskin, og det var så tid til at sige farvel til hinanden og drage hver til sit.



Generalforsamling 2015

Forenings nyt Posted on Tue, December 01, 2015 11:28:09

Referat fra generalforsamlingen d. 6.11.2015


Direktionens præsentation nov. 2015, vist på generalforsamlingen d. 6.11.2015



Beretning fra skovturen 2015

Beretninger Posted on Tue, March 03, 2015 18:54:03

Den årlige udflugt for alle Siemens
pensionister, som Siemens Seniorklub hvert forår arrangerer for Siemens, fandt
i år sted tirsdag, den 12. maj 2015, og selv om invitationen nu også lød på en
skovtur, så kiggede vi kun på skoven, men sejlede på vandet. Årets tur var
nemlig en sejltur på Furesøens vilde våger og derefter spisning i Farum.

Mødetidspunktet var i år rykket en anelse
til kl. 09.45 for at undgå, at vi alle skulle ud og køre i myldretidstrafikken
med deraf følgende forsinkelser.

Så vi mødtes alle ved Siemens i Ballerup
kl. 09.45, hvor bussen ventede på at køre os til Holte Havn. Planmæssig afgang
fra Siemens kl. 10.00, der var tilmeldt i alt 64 personer til turen, hvoraf
nogle få stødte til i henholdsvis Holte og Farum.

Snakken gik allerede inde i receptionen
hos Siemens, hvor man fik hilst på hinanden og derefter entrede bussen i god ro
og orden.

Kort efter start bød Seniorklubbens
formand, Steen Rehøj, velkommen og
gav lidt praktiske detaljer om dagens forløb. Derefter gik snakken igen, alt
imens bussen kørte mod Holte Havn, efter nogens mening med den største omvej
overhovedet, men vi havde god tid og ankom i tide til Holte Havn, inden båden
skulle starte sejladsen.

Der var lidt spænding om vejret, Vorherre
havde ikke lovet det bedste, men da vi ankom til Holte Havn, var det lunt, og
solen skinnede endog lidt indimellem.

Vi kom om bord på båden og fik en dejlig
og idyllisk sejltur på Furesøen.

Den ”Enkelt’e” flaske gik rundt, og alle
fik en lille en til at klare halsen på.

Stemningen var fin, snakken gik, fotos
blev taget, med både kamera og mobiltelefoner. Hvem siger, de ældre ikke er med
på IT-beatet?

Spisningen skulle foregå på den anden side af
Furesøen, nemlig på Restaurant Marina Furesøbad, og ved ankomsten dertil holdt
vejret stadig tørt. Vi nød alle den friske luft en halv times tid – og en øl
eller vand.

Ved 12-tiden gik vi ind på restauranten,
og vel bænket ved lange borde holdt Svend Christensen, formand for Siemens
Historieklub, en halv times indlæg om Siemens adresser gennem tiderne, krydret
med billeder og anekdoter.

Ca. 12.45 kom maden på bordet, først
dejlige hvide og røde sild, med øl/vand og snaps eller et glas hvidvin til dem,
der hellere ville det, og derefter fik vi alle en dejlig tallerken med
forskellige lækkerier på. Snakken gik stadig lystigt blandt alle deltagerne.
Det var helt tydeligt, at man var glade for at se hinanden og få en lille
hyggestund. Til sidst var der kaffe og te og dejlig rabarbertrifli, og så var
man også mæt!

Kl. 15.30 gik bussen tilbage til Siemens
i Ballerup efter en oplevelsesrig dag, en mere direkte vej hjem end udturen!
Måske chaufføren mente, vi skulle lidt på sightseeing i København og omegn på
udturen.



« Previous